Datteren Petrine Pedersen

Ingeborgs unge dage

Holger Friis fortæller: "Som ung havde hun været pige hos en købmand i Søndergade. Da tyskerne kom i 1864, fik købmanden indkvartering, og det kan være at disse her officerer har gået og knebet Ingeborg i enden. I hvert fald gik der endnu i min tid frasagn om at hun havde stukket dem nogle flade lussinger. Jeg kan huske at jeg fyldtes med beundring for hende da jeg hørte at hun havde banket tyskerne."

I 1867 tjener hun hos en Købmand H. C. Højrup i Hjørring, og bliver gravid uden for ægteskab med en Jens Christian Pedersen. Hun døber datteren Petrine.

I 1870 blev hun gift med ungkarl Jørgen Nielsen og fik herefter børnene Ane Kirstine (1870), Kristine (1873) og Frederik (1875). Holger Friis fortæller videre: "De boede vist lidt uden for byen - men så døde manden i en ung alder, og Ingeborg blev rengøringskone på rådhuset og fik en lille lejlighed i gavlen ud mod Akseltorv."

Lune og varme på rådhuset

"Under et af mine første besøg hos Ingeborg viste hun mig rundt på rådstowen som det hed. Hun tog mig med ind i salen hvor der var sand på gulvet, og trak mig hen foran Købkes portræt af amtsmand Graah. "Se" sagde hun og gjorde sin stemme dyster. "Se hvor han stirrer på dig - og hvis man har lavet noget galt, så bliver han ved med at følge en med øjnene." Jeg foretog en prøve i smug, og ligegyldigt hvor jeg anbragte mig i salen, forfulgtes jeg af amtsmandens strenge øjne. Jeg vidste naturligvis ikke at det var noget der gjaldt alle portrætmalerier, og følte mig inderligt skidt tilpas.

Men ellers var der kun hygge hos Ingeborg og Frederik. De levede nok i små kår, men der var altid en kop kaffe på kanden, og en god mellemmad kunne Ingeborg også byde på. Engang fik jeg noget jeg ikke havde smagt før. Det var et stykke brød med tykt smør, og kold kogt ho, helt hvidt i kødet. Det har nok været billig fisk, men det smagte så vidunderligt, at jeg husker det endnu. Ho er vestkystfiskernes betegnelse for pighaj. Nu om stunder sælges det i dyre domme under navnet kongeål, for folk vil naturligvis ikke spise hajer."

Beskrevet i en roman

Ingeborg er omtalt i Knuth Beckers roman 'Det daglige brød' hvorhovedpersonen besøger hende på Rådhuset i Hjørring hvor hun boede og arbejde. Både Knuth Becker og Holger Friis skildrer hende som en varm og brav kone der gav kaffe og tryghed.

I Knuth Beckers roman 'Det daglige brød' besøger han som barn (under navnet Kai) Frederik og Ingeborg på kvisten i rådhuset. Kai er ca. 6 år og frederik en del ældre da han er i lære som smed (ca. år 1897) . Det besøg beskriver han således (s. 196):

"Pas på her" siger Frederik og tar Kai ved hånden da de går op ad trappen der sidder udvendig på den røde mur inde i Rådhusgården. Kai synes nok det gør ondt i maven da der er helt ved det øverste og står og ser den toppede stenbro med de visne græstotter nedenunder. Der er sulme langt derned..... men han siger alligevel "Haah ... pyt" og samtidig tager han Frederik i det ene bukseben.

"Nå, er do så der, din bette pusak..." Frederiks mor ser op fra rokken og nikker. Hun har ryggen mod komfuret og skutter sig fornøjet.... "Ka' I vær' kønne og luk' for varmen!" Hun rækker en indigoblå højrehånd frem mod Kai, der tøvende tager den og ikke før han har forvisset sig om at Frederik stadig er i køkkenet.

"Du lider int kuløren?" Den gamle kone ler og retter ved tenen. "Ja, ja... så får du vel ha' en finmelmad (franskbrødsmad. Red.) med sukker!" Kai's øjne lyser ved tanken. Han har en dag fortalt Frederiks mor at hjemme får de kun en finmelmad. Hun sad og skar melmader af et stort sigtebrød, eftersom hun selv og Frederik spiste dem. Kai så længe til i dyb tavshed. Men da Frederik gik i gang med sigemelmad nr. 5, spurgte Kai alligevel med et suk... "Må Frederik nok få alle de sigtemelmader han selv vil ha'?" "Hwa'.... ja.... må do int' det!" "Nej, vi må bare få en... og så rugbrød.... det må vi altså nok få... sommetider så får jæ osse to... når jæ træder bedstemor på fødderne under bordet og blinker lidt!" "Da ka' do nok få en finmelmad... do behøver heller int' og træde mig på tæerne... det vil A endda helst, do lar være med ... for det gør int' godt" sagde den gamle og skar en sigtemelmad til Kai.

"....... Vasker du dig aldrig?" spørger Kai. Han står og ser på Frederik, der tørrer sig og lige har vasket alt det sorte af hænderne. "Jow, jow, det hænder nok!" Frederiks mor rejser sig smilende og letter på låget af en gryde over komfurhullet. Kai står på tær og vil se. Det bobler og syder nede i gryden og damp slår indestængt op.... "Ja, det her vil do vel int' smage?" "Hva' er det?" spørger Kai forsigtigt. "Vandgrød!" "Nej tak, jæ vil hellere ha' en ordentlig sukkermelmad!" "Ja, ja.... det skal do få ..... ka' do høre, som de bette gryn de snakker med hverandre?" Frederiks mor lytter mod gryden. Kai ser mistroisk op i hendes smilende ansigt. "Ka' do int' høre, de siger .... her er A, hvor hen er do... her er A... hvor hen er do?" Kai ser forundret fra Frederik til hans mor og så til gryden. Sådan en gryde har de alligevel ikke hjemme.

Det er også meget sjovere at spise og være heroppe end hjemme... Kai får sin sukkermelmad og bliver sat på et treben (Taburet. Red.). Frederik sidder med sin grød på køkkenbordet og moderen med grødtallerkenen i skødet på en stol midt ude i køkkenet. Frederik venter slet ikke på at moderen skal begynde med sin grød, han har allerede spist tre, fire skefulde da hun begynder. De ber' heller ikke til gud før de spiser og de snakker hele tiden imens. Frederik fortæller om Kai der har taget gloende varmt jern med de bare fingre og om Persen der kunne have blevet smadret! (af hesten. Red).

"Så ska' do osse ha' en sukkermelmad til, hvis do ka' spise den," siger hans mor til Kai. "Og smedens kone har igen slået de store tøser og lukket dem inde!" "Ja, ja... det er ikke sådan at få stedmor... nej det er int'..." Den gamle falder i tanker med en skefuld grød halvt på vej op til munden.... Kai sidder og bliver skeløjet af at følge den klat grød; det ser ud som om den vil dratte ned i skødet på hende. Men så vågner hun ligesom og redder alligevel grøden ind i munden.

Der er ingen Signe (tjenestepige. Red.) der tager ud og kommer ind med den anden ret, og ingen bedste der deler om og siger, den skal den have, og den skal den..... og heller ingen far der sidder og ser på en så man taber skeen. Frederik skubber selv sin tomme grødtallerken hen til den anden ende af køkkenbordet, tar en ny tallerken ned fra væggen og henter stegt flæsk af en pande og kartofler i en gryde henne ved komfuret. Og da han bagefter henter en gang til bruger han sin egen gaffel til det. Der er alligevel meget skønnere heroppe end hjemme ved bordet. Og Frederiks mor hun smasker når hun spiser flæsk, så det lyder helt sjovt, og så er hun så skøn, så skøn... Kai spilder noget af sukkeret fra sin melmad ned på gulvet og siger "mæ...æn," men Frederiks mor hun siger bare "blæs!"

Bagefter da Frederik er nede at hente tørv op, får Kai lov at gå med moderen ned i rådhussalen... "Der har do jo int' været før!" Han bærer kosten og fejebladet. Selv går hun med en spand. Der går en rigtig trappe inden i huset og ned til rådhussalen. Oppe fra Frederiks mor er den smal, så der kun kan gå en ad gangen ned, men fra døren foran salen og ned igen er den så bred, at Kai er sikker på at både Frederik og hans mor og alle sammen derhjemme kan gå ved siden af hinanden.

Døren ind til salen ligner heller ikke dørene hjemme... Døren her er to døre, men det er nok fordi den er så stor, og så skal være nemmere for Frederiks mor, der er så gammel, mener Kai. "Ja, ja, det er da vist... det har de nok tænkt på, da de stillede den an!" indrømmer den gamle og lukker op. Kai har aldrig før set så stor en stur og med så megen plads i. Hvis de barsten havde sådan en hjemme, ku' han og lille Sofie ordentlig lege hest inde, når det var regn.

Midt i stuen står et bord så stort, så bredt og langt, at Kai måbende må stå stille og tænke på så lille, at bordet der er hjemme. Der er en sjov grøn dug på det her pg så er det dækket med blækhuse. "Ja det er et skryvbord!" forklarer den gamle og peger på de mange læderbetrukne stole omkring bordet.... "Det er til dem der råder... ja.... her sidder de og skryver... ja!" "Dem der råder?" "Ja for hile byen...." Frederiks mor lukker vinduerne op. "De sidder her og bestemmer når lygterne ska' tændes og hvornår de ska' slukkes... og hva' vægteren må få i løn... ja...." "Råder de også for dig og Frederik?" spørger Kai. "Ja... ka' do så la' mig få kosten!" " Osse for min far og bedste og smeden?""For hile byen .... os alle sammen!""Råder de så også for vorherre?" "Nej.... tho der tror A nok det slipper op!"

"Der er kongen!" Hun peger på et stort maleri henne på væggen. "Det er Hans Majestæt... han råder over hile landet og over alle mennsker!" "Hvorfor har han sådan en i hatten?" spørger Kai interesseret. "Hva' for en?" "Sådan en som bedste har hjemme i sin stue til at støve af med!" Den gamle ler... "Ja, det bruger kongen den nu int' til... det er pynt... han er i galla!" "Hvad er galla?""Det er kongens stadstøj... det kalder de sådan... " Kai kunne godt lide at være konge når han blev stor og ride sådan i galla og råde. "Så blir do det osse nok," mener Frederiks mor. "Tror du!" "Ja, hvis do vil ta' fejebladet til mig derhenne!" Kai springer adræt efter fejebladet.

Juleaftensdag (side 251)

Men Frederiks mor sidder med en bog og har travlt ... "Nå så blev det da jul!" siger hun og ser over brillerne op på Kai. "Nej, ikke før i aften... så kommer gaverne osse!" "Ja, ja bette ven, i aften så kommer den store gave!" Hun nikker indad vendt. "Den store gave!" spørger Kai vejrende... "Ja, Frelseren!" "Nå ja... det ved jæ da nok.... hvad vi holder jul for..." det har også både bedste og tømrer Andersen fortalt og Andersen har også lovet ham, at når han aldrig mere snyder for Søndagsskolen, så skal han komme ned til juletræ i Serepta (missionshuset. Red.) anden juledag. På den måde bliver der hele to juleaftener. Men hvordan Jesus laver fødselsdag i to dage, det kan han ikke rigtig forstå.... Han selv har barsten en. Det kunne have været skønt med to.

Frederiks mor er slet ikke så sjov som hun plejer. Hun vil hele tiden snakke om julens englebud og sådan noget. Han synes også her er kedeligt koldt og stille. Kun uret på væggen tikker og det rasler lidt når Frederiks mor af og til vender et blad. Henne på komfuret står et lerfad med renset torsk... "Skal i ikke ha' steg og rødkål?" spørger Kai. "Nej, vi ska ha' en torsk!" "Så blir det da ikke jul!" "Jow, det går nok lisådan!" Den gamle smiler til Kai og torsken.

Alle andre steder har de så travlt med julen, men Kai synes, her er næsten mere kedeligt, så tidligt Frederiks mor er færdig og allerede sidder og læser. "Skal i så heller ikke ha' juletræ?" spør han og ser ikke den lille spæde grandkvist i urtepotte henne på dragkisten ved siden af Frederik som konfirmand. "Jow, der!" Den gamle nikker mod kvisten... "Haah... ahhh, vores er hundrede gange så stort!" siger Kai og fortryder det straks... Frederiks mor ser bedrøvet ud. Hun skutter sig og stopper en tørv under komfuret... Så siger hun langsomt... "Ja ser du bette ven... frelseren han kommer jo både i hytte og slot, til fattig og rig... og han ser heller int' på om træet det er så grov' stort, eller det bare er en bette kvist... Nej, han gør int'... det er noget helt andet, han vil have at se..."

Da Kai noget efter går med en sukkermelmad, er det under fornemmelsen af at han har gjort Frederiks mor meget ked af det... Det er synd. Når han kommer hjem vil han spørge bedste om ikke Frederik og hans mor må komme med ned til juletræ... Men så kommer han i tanke om mandlen i grøden, hvis Frederik eller hans mor får den.... nej, hanvil ikke sige noget om det så.

De flytter til Skolegade 8

Holger Friis fortæller "Da Ingeborg blev for gammel til at gøre rent på rådhuset fik hun en lille pension. Det var nok ikke stort mere end hun alligevel havde kunne få i aldersrente, og så fik vi indrettet en beskeden tjenestemandsbolig til Frederik og hende i den gamle friskole i Skolegade, hvor nu museets hovedindgang er."

Bygningen i Skolegade 8 (matr. 222.) er en latinskolebygning der fungerede fra 1825-1827. I 1828 blev der bygget 3 fag mere på skolen, og den blev indrettet med 2 afdelinger. Den ene afdeling var en friskole (en betalingsfri skole), og den anden var en betalingsskole eller realskole. I 1873 blev bygningen indrettet med 3 lejligheder og blev herefter kun anvendt som bolig.

Museums Frederik

Ifølge Holger Friis's fortællinger var Frederik en snurrig lille person, der er identisk med Forbundter i Knuth Beckers roman 'Det daglige brød'. Der står bl.a. at han som ung arbejdede for en smed som forbundter.

Holger Friis skriver: "Frederik forblev ungkarl, og boede sammen med moderen hele sit liv. På Rådhuset boede også en stor barmsvær pige der hed Madsie. Hun var datter af madam Madsen, der havde mælkekælder i et af de nedlagte fangehuller. Hende havde Frederik vist et godt øje til, og mor spurgte ham sommetider drillende, hvornår han skulle giftes med Madsie. Så svarede Frederik: ja det ville godt nok være praktisk, for vi behøvede jo ikke nogen vogn til kirken. Vi kunne gå derover. Men så har jeg også tænkt på at vi er halvfætter og kusine og der er ikke så godt for børnene."

Holger fortsætter: "Som kustode tillagde Frederik sig et belevent væsen. Han bukkede for folk og sagde 'Herren og Fruen' mens han viste om og forklarede om tyknakkede og tyndnakkede økser og meget andet. Far havde lært ham forskellige remser, som han lirede af med rivende tungfærdighed, og det gik meget godt, med den undtagelse af han aldrig blev ven med fremmedordene. Når folk kom ind og skulle have billet sagde han f.eks.: '25 øre for voksne og 10 øre for børn, og når de er mere end fire får de motion'. Skulle han forklare at to genstande var pendanter, sagde han: 'de to der spiller paragraf til hinanden', eller han kunne fortælle om en tallerken af der var kinesisk matematik på den, eller at der var galanterier op og ned af benene på et bord.

Engang slog Frederiks belevenhed ikke rigtigt til. Det var da etatsrådsinde Larsen fra Gårdbogaard kom på uanmeldt besøg. Etatsråden var den sødeste og elskeligste menneske man kunne tænke sig, men hun, der var født Tutein, var til gengæld umådeligt fornem. Det var etatsrådsinde for og etatsrådsinde bag. men hun kom altså rullende i sin evipage og sejlede ind på museet, og Frederik foldede sig rigtig ud som underviser. 'Nu skal fruen se her og her skal fruen bare se...' Så afbrød hun ham: 'Jeg må gøre dem opmærksom på at jeg er etatsrådsinde!' 'Nå' sagde Frederik. 'Nåja, men nu skal fruen bare se....' og så fruede han videre det bedste han havde lært.

Et år sang de om Frederik i sommerrevuen i Svanelunden. Teaterdirektøren Rolf Knudsen havde hørt om Museums Frederik og ville lave en vise om ham, men først måtte han og den skuespiller der skulle være Frederik se giraffen, så de vandrede op på museet. Jeg stod der med min kasket på hovedet da de kom, og Rolf Knudsen så lidt forundret på mig og spurgte: 'Er det museums Frederik?' 'Næe nej, sagde jeg, men nu skal jeg.' Så fik jeg fat i Frederik, og de sludrede lidt med ham, uden at røbe deres skumle hensigter.

Da Frederik hørte at han var kommet med i revuen blev han meget forarget. Der er måske også nogen der har drillet ham, og han gik ned til far og spurgte hvad han skulle gøre. 'Jamen kære Frederik' sagde far, 'i revyen synger de om konger og ministre og byrådsmedlemmer og den slags, så De kan da nok forstå at det er en stor ære at komme i revyen. Og nu skal jeg sige Dem hvad De skal gøre. De skal gå ned til teaterdirektøren og sige, at de vil have en fribillet til gengæld for Deres medvirken.' Det gjorde Frederik også og han fik selvfølgelig sin fribillet.

Folk morede sig nok lidt over Frederik, men de kunne også lide ham, og det hændte tit at nogen stak ham en skilling som tak for god omvisning. Men når de tog pungen op, så Frederik helt bestyrtet ud og gemte hænderne på ryggen, mens han protesterede energisk. 'Næj... næjnæj....næjtak' 'Joh, sludder og vrøvl...' 'Næj... næjnæj....næjtak!' Det endte selvfølgelig med at Frederik modtog pengene under protest, og vi der kendte ham, grinede for os selv. Vi vidste at det var teater alt sammen. Frederik var glad for penge og han forstod at passe på dem. Da han døde i en ret ung alder efterlod han sig en formue på nogle og tredive tusind kroner.

Han havde dog også suppleret den beskedne kustodeløn på forskellig vis. Da Hjørring fik gas, og de gamle petroliumslygter afløstes af gaslygter, blev Frederik kommunal lygtetænder. Det var noget far fik ordnet.

Hjemme i Jernbanegade fik han ind og ud som et faktotum. Når vi fik tørv, stablede han dem i kælderen, han vaskede også sommetider de små i en vaskebalje lørdag aften og hjalp i det hele taget til med alt muligt. Så spiste han naturligvis hos os og fik kaffe med kager. Frederik var en stor slikmund og elskede flødeskum.

Da Ingeborg blev for gammel til at gøre rent så flyttede de ind sammen i en beskeden tjenestemandsbolig i den gamle friskole i Skolegade, hvor nu museets hovedindgang er.

Frederik døde med maner

I 1925 blev han syg og kom på sygehuset. Efter at de havde undersøgt ham, sendte de ham hjem. De sagde ikke til ham at det var kræft, men Frederik var nok klar over, hvordan det stod til, og han bar sin skæbne med stor fatning. Min kone og jeg gik tit op og så til ham. En dag, da det var på det sidste med ham, og vi kom derind, stod den store snedker Mortensen ved Frederiks seng. Han havde en tommestok i hånden og tog mål af Frederik, og Frederik forklarede ham at nu måtte han også tage rigtigt mål henne ved døren, så han var sikker på at kisten kunne gå igennem, og at de kunne vende med den. 'Og så vil jeg gerne ordne betalingen med det samme', sagde Frederik og tog sin portemonnæ på natbordet... Det kan man vist kalde at dø med manér.

Frederik døde den 19/1-1925, og i avisen stod:
"En af byens kendteste skikkelser, Frederik Nielsen, er i dag afgået ved døden efter en længere tids sygdom. Han er bedst kendt under navnet "Museums-Frederik", og dette var i virkeligheden et hædersnavn, thi han elskede museumsvirksomhed og da ganske særligt Hjørring museum. Han havde haft mange beskæftigelser, havde da også lært smedehåndværket, men enten det nu skyldtes hans noget svage konstitution eller det var alene hensynet til museet - han søgte stadig at have en gerning der tillod ham at passe sit elskede museum, hjælpe til med ordningen og navligt forevise det for besøgende. Når dette foregik var Frederik i sit es. Han fortalte med stor grundighed om de utallige store og små seværdigheder. Ethvert katalog var overflødigt. Alle mulige oplysninger både af arkæologisk, historisk, biografisk eller teknisk art, som fra autoritativ side var fremskaffet af de forskellige genstande, lå opmagasinerede i Frederiks hjerne, og de afleveredes ikke alene med fart men også med fuldkommen pålidelighed.

Den afdøde har foruden sit håndværk været beskæftiget som lygtetænder og sidst som medhjælper på badeanstalten. Over for de mange mennesker han kom i berøring med i naturtilstand, udviste han altid venlighed og forekommenhed. Man fik indtryk af et venligt og velvilligt menneske. Det smukkeste træk i Frederiks karakter var dog den uendelige omhu og kærlighed han hele sit liv udviste over for sin gamle elskelige moder, Ingeborg. Hun var genstand for al hans ømhed. Når han talteom hende kom der så kønt et udtryk i hans øjne, og det var ikke mundsvejr, thi han viste sin kærlighed i handling. Intet var for godt til denne moder, ingen anstrengelse var for stor, når det gjaldt om at glæde hende.

Til gengæld blev han, trods sine ca. 50 år ved med at være hendes egen gode dreng, og det var rørende at se den gamle milde kvinde sidde ved sønnens sygeleje og tale kærlige og trøstende ord til sit barn, der stik imod al menneskelig beregning gik forud for hende ind i det ukendte. Og dog - var det end det ukendte, havde det dog ingen gru for Frederik. Han gik som en god dreng trygt ved sin moders hånd over den grænse som hun stod så nær."

I Vendsyssel tidende samme dag stod:
Min kære søn, og vor broder og svoger, Frederik Nielsen, døde i dag. Hjørring, den 19. Januar 1925. Enke Ingeborg Nielsen. Børn og svigerbørn.

I Vendsyssel tidende den 26/1 - 1925 stod:
"Jordefærd. Under overvældende deltagelse jordfæstedes i går eftermiddag fra kapellet opsynsmand Frederik Nielsen. Kisten var dækket af kranse, bl.a. sås én signeret fra Vendsyssel historiske museum. Efter salmen 'Under dine vingers skygge' talte provst Sevaldsen i kønne jævne ord over den tro tjener som her var gået bort. Tro er ikke blot det at synge nogle julesalmer i julen eller at lægge ansigtet i højtidelige folder ved en begravelse. Tro er at være bundet til Jesus, som dragen drengene sætter op, holdes fast i menneskets hånd. Et menneske der således ved sin tro er bundet til gud bliver trofast i sin gerning, og trofast det var den mand om hvis båre vi her er samlet. Trofast udad til og trofast indad til i forholdet til sin gamle moder.

Der var mellem de to det skønneste forhold og det var forunderligt nu i den sidste tid, da de begge så godt vidste hvad der forestod, at høre dem tale så ganske naturligt om det der skulle ske. Det er dog godt som det er, sagde den gamle moder, at det ikke er ham der bliver tilbage, thi hvad skulde han så være blevet til uden mig, og hvade det været moderen der lå på dødslejret, ville også Frederik Nielsen have tænkt det var godt hun gik først, thi hvordan skulle det gå hende uden ham. Så meget følte de, de var for hinanden.

I sin gerning, som over for sin moder, gjorde Frederik Nielsen ikke alene sin pligt men mere til, og dog mente han sikkert ikke at han gjorde nok. Han var i sandhed en trofast mand overfor hvad der blev ham betroet. Nu er han gået bort, men de der stod ham nær, og især hans moder, vil have mange gode minder om ham, og vi beder til at hun må have herrens milde trøst i den tid der er tilbage, indtil hun atter skal mødes med sin gode søn.

Man sang 'Kirkeklokke ej til hovedstæder', hvorefter kisten bæres til graven på den nye kirkegård hvor provsten forrettede jordpåkastelsen. Afdødes svoger, Sadelmager Pedersen, Skt. Olai stræde, takkede på familiens vegne følget for den udviste deltagelse."

Ingeborg var 86 år da Frederik døde, og hun blev efter sigene meget gammel og overlevede ham med mange år.